tirsdag, november 02, 2010

Offer for censur

Ved grænsen fra Vietnam til Kina fik vi konfiskeret vores guidebog. Belært af erfaringerne fra Halong Bay lykkedes det os at manøvrere uden om alskens turistfælder på egen hånd. Uden at miste vores medmenneskelighed. 

KUNMING/GUILIN: Hvis blikke ku' dræbe, havde kinøjseren ikke en kinamands chance for at overleve. Tolderen havde just konfiskeret vores Lonely Planet-guidebog ved grænseovergangen fra Vietnam, og Rikkes øjne lynede som flammer fra gabet på en kinesisk drage.

Bogen indeholder nyttige fif og informationer. Blandt andet hvordan vi kommer fra busstationen i Kunming ind til selve byen uden at havne i alskens turistfælder. Uden at kunne et ord kinesisk besluttede Rikke sig derfor for at skabe lidt drama. 

Men hendes store bedende øjne og dybe, dybe suk fik ikke den uniformerede mands hjerte til at smelte. Tværtimod. Med en afvisende hånd blev han ved med at vifte os i retning af udgangen, imens bogen lå lokkende på et bord blot et par meter fra os. 

Det tog mig et par timer at overbevise Rikke om, at tolderen bare gjorde sit arbejde. At det ikke var ham personligt, som ville os det ondt. I guidebogen havde der faktisk stået, at vagterne kunne finde på at konfiskere bogen. 

lørdag, oktober 23, 2010

Dødsangst i Vietnam

I nattens mulm og mørke kørte vi igennem en oversvømmet provins. Og det satte gang i tankerne om vores tåbelige død.

HUE/NINH BINH: Som store hanelefanter på march tøffer køretøjerne i konvoj gennem vandmasserne. Vi er i bus på vej til Ninh Binh og skal passere det centrale Vietnam, der er ramt af voldsomme oversvømmelser.

Regnen har silet tung og tæt de seneste dage. De store masser vand driver nu ned ad bjergene, men strømmen i det sydkinesiske hav går mod land, hvilket får floderne til at flyde over. En hel provins er oversvømmet.

Vand så langt øjet rækker. Det er hvad jeg ser: Brunt, mudret vand. Uden for bussen er der sort nat, men en gang imellem lyser et lyn himlen op som et stroboskoplys. Som om Gud foreviger øjeblikket ved at tage et billede med blitz.

Bare så vi ikke glemmer det.

lørdag, oktober 16, 2010

Mød Dmytro

Aldeles uofficielt fungerede han som prostitutionsbranchens Kirsten Giftekniv i Polen. Sig goddag til 21 årige Dmytro fra Ukraine. 

Dmytro laver en parodi på en ukrainsk sælger: "Rhow much do you rhave?"

BEIJING: Dmytro har arbejdet som sms-prostitueret i Polen. Jobbet gik ud på, at han flirtede med mænd og kvinder via dyre sms-beskeder. Jo flere sms'er der blev udvekslet, des flere penge fik Dmytros arbejdsgiver ud af det.

- Du kan ikke forestille dig, hvor bizarre seksuelle fantasier folk har. Der findes virkelig nogle syge, syge mennesker i den her verden: En gang ville en landmand mødes med mig for at knalde oven på en myretue midt i en skov, fortæller Dmytro med udråbstegn i øjnene.

lørdag, oktober 09, 2010

Fuppet i Halong Bay

En overnatning om bord på et skib i Halong Bay blev ikke, som vi havde planlagt. Men det var bestemt en oplevelse. I knap halvandet døgn var vi nemlig fanget i "piraternes" kloer.  

I en uge var vi sammen med Rikkes veninde Sanne og hendes kæreste Magnus.

HANOI/HALONG CITY/CAT BA ISLAND: Selv om alle lamper blinkede rødt, gik det først bagefter op for os, hvor slemt vi var blevet fuppet.

Vi burde nok have reageret, da turist-agenten sagde, at hans kontor var lukket, og at han desværre havde glemt alle sine visitkort (vi stødte paa ham, fordi vores chauffør ikke kunne finde vej i Halong City, og pludselig kom denne "turistagent" fræsende paa sin scooter som skudt ud af en kanon og insisterede på at vise os vej - uden nogen som helst bagtanker, naturligvis...) 

Vi kunne også have lugtet lunten, da tourguiden pludseligt lagde et ekstra gebyr oven i prisen, fordi vi skulle betale entre til havnen. Alle gæster på turen var forargede over dette. Og det hjalp heller ikke, at guiden skiftevis forklarede gebyret som entre og forsikring.

Eller også skulle vi allerede have bakket ud aftenen før udflugten, hvor vi viste kvitteringen frem til ejeren af en restaurant i Halong City, som derefter udbrød: "Bad boat - mafia, mafia, mafia!".

Men efter restaurantejerens udbrud blev vi dagen efter lykkelige for, at båden rent faktisk fandtes, at vi helt så bort fra alle alarmsignalerne. Frygten for at miste først vores depositum og senere hele betalingen for udflugten nærmest stavnsbandt os til sejlturen.

Og det var måden vi blev fuppet paa: Vi havde investeret saa mange penge i udflugten, at vi ikke nænnede at droppe den. Senere fandt vi ud af, at vi havde betalt næsten det dobbelte af, hvad vi havde behøvet for turen.

Per person.

lørdag, oktober 02, 2010

Verden på hovedet

Man bliver helt rundtosset af at slentre rundt i Beijings gader. Ikke fordi vores hoveder vender nedad her på den anden side af jordkloden, men mere på grund af kinøjsernes normer.

Den Himmelske Fredsplads den aften vi ankom.
BEIJING: Set igennem mine danske briller præger især menneskelige kropsvæsker gadebilledet i den kinesiske hovedstad.

Kinøjserne harker højlydt på livet løs, når de går på gaden. Spyt, snot og andet slam hentes så langt tilbage i halsen, at vi næsten kan høre deres drøbler klaske hårdt imod indersiden af kraniet. Haark! Man kan ikke gå et minut på gaden uden at høre lyden af en grøntharker i sin vorden.

Og det gælder ikke kun mænd: Unge og ældre kvinder holder sig heller ikke tilbage med at snotte på fortorvene.

Dertil kommer, at babyer tisser og skider på gaden. Faktisk sker det så ofte, at de små kinøjsere har særlige bukser, hvor der er klippet en lodret åbning i skridtet, så foraldrene kan holde dem løftet i luften, imens afføringen klatter ned på brostenene.

En ganske smart måde at spare på bleudgifterne, men næppe noget der ville gå på Strøget i København.

onsdag, september 22, 2010

"No rules, only stay alive"

Folk med højt blodtryk bør holde sig langt væk fra trafikken i Ulan Bataar. Trafikkulturen kan let fremkalde blodpropper. Til gengæld er der masser smuk natur ikke så langt fra byen.


ULAN BATAAR: En tur i trafikken i Mongoliets hovedstad føjer nye dimensioner til begrebet anarki.

Bilerne dytter af fodgængere, der går over for grønt. Vejene er fyldt med 20 centimeter dybe huller, så køretøjerne zig-zagger igennem trafikken for at undgå at smadre understellet på deres biler. Og vigepligten opererer efter princippet om, at den der nægter at sænke farten naturligvis får lov til at køre først.

Bilisterne holder sig heller ikke tilbage for at bruge hornet: Hver gang en bil bliver overhalet, dytter man lige kort for at markere, at man er der. Hellere en gang for meget end en gang for lidt. Et langt DYYYYYYYYT er derimod udtryk for, at chaufføren er rasende.

Og nej: Det er ikke fordi, vi er sippede danskere og forventer at alting er meget bedre hjemme Danmark, at trafikken her forekommer os uorganiseret og kaotisk. Vores lokale guide indrømmer blankt, at det hersker anarki i Ulan Bataars trafik:

- No rules, only stay alive, som hun formulerer det.

onsdag, september 15, 2010

Turistattraktioner fra Danmark

Rollerne er byttet rundt i Irkutsk, hvor vi pludselig selv er blevet turistattraktioner for de lokale. Især unge mænd valfarter til for at få taget billeder sammen med os.

Her er vi foran en kirke i Irkutsk. Billedet er taget den dag, vi ankom. 
 
IRKUTSK/LISTVIANKA: Af en eller anden årsag har vores udseende gjort det til en lokal begivenhed at få taget billeder sammen med os.

Måske lægger skandinaviske blond(iner) som os alt for sjældent deres vej forbi Irkutsk - Sibiriens svar på Paris. Måske kører der en intern konkurrence blandt de lokale om at blive fotograferet sammen med turister.

Eller måske drager Rikkes udseende unge, russiske mandfolk til os, ligesom Misse Møge gør det i tv-serien Matador.

I hvert fald har unge, lokale mænd tre gange spurgt om lov til at få taget et billede sammen med os.

torsdag, september 09, 2010

Saftige kys i elevatoren

Familiære kindkys, politisk korrekte turistguider og uhøfligt servicepersonale. Intet er, hvad det ser ud til at være, i den russiske hovedstad. 


Jannik foran vores hotel. Det er bygningen i midten. 

MOSKVA: På et øjeblik skiftede stemningen fra hyggelig til vammel. Jovist, jeg havde da bemærket, at der var mindst to årtier imellem de to maend. Og jovist, jeg havde da bemærket, at en sød duft af alkohol hang i luften i elevatoren.

Men jeg troede, at de to mænd var far og søn. Og at den yngste mands kys på den anden mands kind blot havde en familiær karakter. 

Så meget desto mere overrasket blev jeg, da den unge mand pludselig stak tungen i øret paa den ældre, lidt buttede herre med briller, der som reaktion på det saftige kys langt ind i øregangen begyndte at grine nervøst og undskyldende i retning af mig.    

Først da opdagede jeg, at Rikke stirrede stift ud i luften og anstrengte sig for ikke at kigge direkte på de to mænd. 

lørdag, september 04, 2010

Lort for åben mikrofon

I danske ører lyder grønlandsk hakkende og svært. Og det er da også en udfordring for den danske tunge at vænne sig til de mange q'r i det grønlandske sprog. Jeg taler af erfaring.

NUUK: Min kollega flåede høretelefonerne af sig og spyttet stod nærmest ud ad munden på ham. Vi var midt i afviklingen af Radioavisen, og jeg havde just læst oplægget til et indslag op, da han udbrød:

- Du har lige sagt lort i radioen! Hun hedder 'Arnaq' med r - og ikke ’Anaq'. Anaq betyder lort!

Bemærkningen faldt imens mikrofonerne var slået fra, og indslaget blev sendt ud i æteren. Så lytterne blev heldigvis sparet for at høre vores ordveksling efter min pinligt forkerte udtale af en kildes fornavn for åben mikrofon.

Bommert!

Ikke nok med det: Indslaget drejede sig om, at de grønlandske mediers brug af det grønlandske sprog er for ringe. Og den stakkels kilde, som jeg just havde navngivet lort på grønlandsk i radioudsendelsen, er phd-studerende i mediesprog. Altså havde min forkerte udtale i sig selv været en ufrivillig understregning af ekspertens kritik af sprogbrugen i de grønlandske medier.

Dobbelt bommert!

torsdag, juli 29, 2010

Et fotoalbum: Svigermekanik, ICC og Tusataku

Sammen med mine svigerforældre besteg Rikke og jeg fjeldene omkring Nuuk. Se også billeder fra personalefest og ICC kongres.


Udsigten fra de to fjelde omkring Nuuk er smuk. Den ene dag klatrede vi (imodsætning til at vandre) op til toppen af fjeldet Store Marlene. Cirka 100 meter fra toppen vendte Rikke og jeg om, fordi hun blev ræd for at klatre i højderne. Men mine svigerforældre Hanne og Helge nåede helt derop. De har været på besøg den seneste uges tid.

søndag, juli 04, 2010

Et fotoalbum: På tur, på tur

Her har jeg samlet billeder fra ture med henholdsvis Zacharias, Jesper, Helene samt med Mads og Anja. Hver serie indledes med en lille tekst, så du kender baggrunden for billederne.  


Fredag landede Zacharias, Jesper og Helene i Nuuk lufthavn. Det var naturligvis skønt at se dem igen. Søndag gik vi en tur op til Cirkussøen, der ligger bag bydelen Qinngorput og mellem de to store fjelde ved siden af Nuuk, Store Marlene og Lille Marlene. Billederne er fra denne tur.

lørdag, juni 26, 2010

Bekymrede oliedrømme

Mange håber, at den grønlandske undergrund er nøglen til økonomisk velstand. Men lige så mange frygter, at det ender i en kvælende oliepøl ligesom i Den Mexicanske Golf.

NUUK: Når jeg står op om morgenen og drejer på persiennerne i min vakantbolig i Nuussuaq, kan jeg ikke lade være med at spekulere over, hvad jeg ville se, hvis vinduet var en katalysator 50 år ud i fremtiden.


Ville store limousiner glide forbi på vejen? De små farverige etagehuse overfor være erstattet af store palæer med hver deres arktiske oliesheik? Og boreplatforme tårne sig op i bølgerne et par hundrede meter væk fra min vakantbolig?

Eller ville vandet i fjorden være en tyk sort plamage? Vejens asfalt være hullet som en ost, og etagehusene dårligt vedligeholdt, fordi alle pengene i den grønlandske Landskasse er gået til at rydde op efter et olieudslip?

Begge fremtidsscenarier er aktuelle efter to begivenheder den seneste tid: Landsstyrets godkendelse af to olieprøveboringer i havet nordvest for Diskobugten denne sommer, og BP's olieudslip i den stakkels Mexicanske Golf.

lørdag, juni 12, 2010

Glæden over at repræsentere sig selv

En bølge af national eufori skyllede ind over Grønland, da Julie Berthelsen vandt AllStars på TV2. Begejstringen drejede sig dog om meget mere end blot at vinde en sangkonkurrence i et tv-program.

Jeg tvivler på, at hr. og fru Danmark vitterligt har forstået, hvor stort det er for grønlændere, at Julie Berthelsen og hendes kor vandt sangkonkurrencen AllStars på TV2.

X-factor, Talentshowet og Vild med Dans. Der er efterhånden så mange af den slags programmer i den danske tossekasse. Så set med danske øjne kan det virke en anelse bizart, at grønlændere går amok i glæde over, at JulieAllstars vandt konkurrencen.

Hundredvis af børn og voksne mødte op med skilte og flag, da koret ankom til lufthavnen i Nuuk. Og overskrifterne eksploderede i et festfyrværkeri i den grønlandske presse: ”Heltemodtagelse som i et eventyr”, ”Allstars er guld værd for Grønland” og ”Grønlands 1992”.

Så hvorfor er det så stort for Grønland?

Ingen bliver naturligvis ked af at vinde, og Niarn var utvivlsomt også blevet modtaget som hele Aalborgs bysbarn, hvis han havde vundet. Jeg har selv været journalist i den nordjyske hovedstad og er sikker på, at den lokale presse ikke ville have sparket mindre til historien der.

For JulieAllstars vedkommende skyldes begejstringen naturligvis også, at Grønland fik Selvstyre sidste år. Sangkonkurrencen var dermed Grønlands første mulighed for at repræsentere sig selv i stedet for at blive repræsenteret af andre.

fredag, maj 21, 2010

Til kaffemik med iturevne bukser

Sørg altid for at have ordentligt tøj på, hvis du bliver inviteret til kaffemik i Nuuk. For du ved aldrig, hvem du støder på.

Lidt forbløffet, ydmyget og ekstremt pinligt berørt. Det er søndag eftermiddag, og jeg er til kaffemik i en af Spøgelsesbyens etagelejligheder. Sidder i en sofa med en lun kop kaffe i hånden og sukkersød lagkage står lokkende på en tallerken foran mig. Men jeg er frosset. Taget på fersk gerning. Nogen har stoppet filmen.

Jeg kan hverken bevæge mig eller sige en lyd. Kan kun mærke en let brise på mit venstre inderlår.

På den anden side af det firkantede sofabord sidder Grønlands vicestatsminister, Demokraternes Jens B. Frederiksen. Han er tidligere politibetjent og er flyttet til Nuuk fra Maniitsoq. Det har han just fortalt mig, efter jeg har stillet så mange spørgsmål, at mit link til selskabet – min svigerindes mor Elisa – er blevet helt forlegen på Jens B. Frederiksens vegne.

Det er dog ikke dét, som nager mig. Det er mere brisen på mit venstre inderlår.

fredag, maj 14, 2010

Et fotoalbum: På toppen af Lille Malene

Mads, Anja og jeg tog på en vandretur op til toppen af fjeldet Lille Malene. Herunder kan du se et par billeder af, hvor skøn udsigten er deroppe. Til din orientering findes der også en Store Malene. Men der ligger stadigvæk for meget is og sne deroppe til, at jeg tør tage turen derop.

Sådan ser der ud på toppen. Bemærk mit kække knæk med knæet.

fredag, april 30, 2010

Politik på grønlandsk

Nepotisme, magtmisbrug og overforbrug af repræsentationskonti. I Danmark er grønlandsk politik nok mest kendt for skandalerne. Om det er berettiget eller ej, skal jeg dog ikke gøre mig til dommer over.

- Forvirringen har ramt Siumut hårdere, end vulkanskyen har ramt Grønland. Sådan lød det fra landsstyremedlem for finanser, Demokraternes Palle Christiansen under en debat i Landstinget (Grønlands parlament, red.) for en uges tid siden.

I øjeblikket dækker jeg forårssamlingen i Landstinget. Hver mødedag sidder jeg på de bagerste rækker i salen med høretelefoner for ørerne. Størstedelen af debatterne foregår på grønlandsk, så af hensyn til de ikke-grønlandsksprogede i salen oversætter simultantolke diskussionerne til dansk via høretelefoner.

Når stridighederne er allermest voldsomme, er det sjovt at høre, hvordan tolkene også oversætter ordførernes patos med stærke stød i udtalen. Det skal opleves.

Mig på talerstolen i Inatsisartut, Landstinget i Grønland. Billedet er fra kulturnatten i Nuuk.

Sådan var det også den dag, hvor Palle Christiansen og Siumut røg i totterne på hinanden. Bemærkningen ovenfor udtrykker det stærke modsætningsforhold imellem Landsstyret (Grønlands regering, red.) og Siumut, som i øjeblikket præger grønlandsk politik. Dette vender jeg tilbage til senere.

fredag, april 02, 2010

På sejltur blandt tippende isbjerge

Enorme bjerge af is flyder rundt i Ilulissat isfjord. Smukke ser de ud, men når kæmpe klumper is brækker af og tipper rundt, er det ikke ufarligt for os i bådene ved siden af. Men det er risikoen værd.


ILULISSAT: At sejle en tur i Ilulissat isfjord er som at befinde sig midt i et postkort. Uanset hvilken retning man kigger, er udsigten fascinerende, spetakulær og betagende. Intet mindre.


Overalt flyder is rundt i havoverfladen i alle størrelser – lige fra små lyseblå klumper på størrelse med en knytnæve til gigantiske bjerge på størrelse med højhuse. I den ene ende af horisonten kan Disko Øens fjelde skimtes, og i den anden ende ses bunker af ophobne flager af is ved udmundingen til fjorden.


Vis
Ilulissat isfjord på et større kort

Ilulissat isfjord er uden tvivl det smukkeste sted, jeg nogensinde har været på denne klode. Punktum.

torsdag, marts 25, 2010

Bag pruttende slædehunde

Hundeprutter, stejle bakker og streng disciplin. En slædetur i Ilulissat giver sanserne en på opleveren. Blandt andet trafikuheld, som kun forekommer på disse kanter af verden.   


ILULISSAT: Op-ned-op-ned-op-ned. Selv om det er meget romantisk at sidde med Rikke i favnen på en hundeslæde lidt uden for Ilulissat, er det ikke de smukke, snehvide omgivelser eller kvinden i mine arme, som stjæler min opmærksomhed. Det er i stedet for 16 små runde numsehuller, som danser op og ned foran slæden et par meter foran os.

Ikke kun udsigten lige lukt ind i hundenes bagpartier gør dem svære at ignorere. Jævnligt slipper de hårdtarbejdende firbenede også en vind – og gassen kan i sagens natur kun bevæge sig i en retning: Bagud, hvor vi sidder bag slædeføreren, der trods sin store fysik ikke kan skærme vores næsebor mod hundenes prutteri.

Om det skyldes dårlig føde eller anstrengelserne med at slæbe os tunge turister afsted over snesletterne ved jeg ikke. Dårlig føde er i hvert fald tilfældet for mindst en af slædehundene.

Gentagne gange kæmper det stakkels kræ med at indtage hundes vante skidestilling (hvor de ligesom skyder underlivet frem og kryber sammen med overkroppen) og samtidig holde trit med slæden. Ynkeligt ser det ud, men hunden har tydeligvis prøvet det før og har flere gange held med at sende en tynd stråle af grå afføring ud i den kolde luft uden at sakke for meget bagud i forhold til resten af flokken.

Dygtig vovse.

lørdag, marts 13, 2010

På druk i Godthåb Bryghus – II

Baren Daddys er et socialt akvarium spækket med skæbnefortællinger. Nogen har fundet lykken for livet. Andre er på gennemrejse. Og atter andre har søgt tilflugt i den grønlandske hovedstad. Læs 2. og sidste del om mine oplevelser i Godthåb Bryghus.

Den tidligere topchef
Manden har fysik som en gorilla. Og et rigtigt direktør-ansigt, hvor hjernebarken er tyk som hos en elefant. Huden i panden er også fuld af rynker, som kun ansvaret for hundredvis af medarbejdere og en stor økonomi kan fremkalde.

Selv på kilometers afstand ligner han en topchef. Og det gør han også knap en meter fra mig på den anden side af bordet en fredag aften i Daddys. Med en stor fadøl godthåbsk bryg i sin ene luffe og en sivende Prince Light i den anden.

Hvad laver han så i Nuuk? Jo, han arbejder såmænd i den lokale computervirksomhed Comby. Ikke som boss, men som ganske almindelig IT-medarbejder.

Vejen til den grønlandske hovedstad gik via hans hustru. Hun er sygeplejerske og fik for et par år siden job her i byen. På daværende tidspunkt var han administrerende direktør for et rederi i Fredericia. Med enormt ansvar, kæmpe løn og aldrig fri.

”Jeg har altid flyttet efter dig, så nu er det din tur”, havde hustruen sagt. I første omgang tog han kun med herop som et 14-dages ferieophold. Men i løbet af de to uger blev han så glad for Nuuk, at han kontaktede bestyrelsesformanden for rederiet. ”Du er nødt til at finde en ny administrerende direktør – jeg siger op”, havde han skrevet i en sms.

Han anede han ikke, hvad han nu skulle arbejde med. Så en dag tog han chancen og troppede op på dørtrinnet hos Comby, hvor chefen faldt pladask for hans historie og personlighed. Der stod en tidligere topchef for et rederi i Danmark og spurgte, om virksomheden kunne bruge ham til et eller andet.

En medarbejder, som er vant til at løfte et enormt ansvar, villig til at arbejde sig op fra bunden og endda til en urimelig lille løn.

”Nu ejer vi et hus her i Nuuk, og jeg skal ikke længere arbejde mig ihjel. Selvfølgelig er der lidt langt til børnebørnene, men til gengæld har vi hele tiden, når vi endelig er sammen”, fortæller gorillaen og blinker kækt til mig.

fredag, marts 05, 2010

På druk i Godthåb Bryghus - I

Kigger man rundt på gæsterne i baren Daddys i Godthåb Bryghus, ser man ved selvsyn, hvor sammensat befolkningen er i Nuuk. Blogindlægget er 1. afsnit ud af 2.

Mine næsebor opfanger det med det samme. Og jeg kan også mærke det i øjnene. I det øjeblik jeg træder ind ad døren til Daddys, står det klart, at jeg er 4.000 kilometer væk fra rygeforbuddet i Danmark.

Røgen hænger i tykke slør i luften. Pulset ud af stærk tobak købt til ualmindeligt dyre priser. Her er gennemsnitslønnen væsentligt lavere end i Danmark, og 20 smøger koster mindst 68 kroner. Alligevel lykkedes det klientellet at skrabe penge nok sammen til cigaretter. Så hellere sulte.


Lokalet er aflangt og selve baren står langs en af de lange sider med front mod indgangen. Musikken er folkelig med stort F. Ofte Gasolin. ”Langebro”, ”Køb bananer” og ”Kvinde min”. En aften hørte jeg ”Rabalderstræde” brage ud af højtalerne fire gange i løbet af et par timer. ”For der er sprut i stride strømme, og damerne går aldrig hjeeeeeeem”, lød det.

lørdag, februar 20, 2010

Hemmeligheden bag de turkisblå isbjerge

Min kære svigerfar Helge har spurgt, hvad der gør isen turkisblå på de billeder, der tidligere er lagt ud på bloggen? Det korte svar er: Mangel på luft.


NUUK: De flager af is og isbjerge, som driver i vandet ud for Nuuks kyster, er løsrevne klumper af indlandsisen. Indlandsisen ligger inde i det enorme hvide område, som er midt i Grønland, når du ser landet på et kort. Langs kysterne er der grønt og brunt – men midt inde i landet er der hvidt og atter hvidt.

Her bor ingen mennesker og er ingen vegetation på grund af kulden. Men til gengæld er der masser af is og sne.

fredag, februar 12, 2010

Et fotoalbum - så smukt at øjnene falder ud

For et par måneder siden var DR's politisk ukorrekte 'perlevenner' i Grønland. En af deres kommentarer var, at her er så smukt at øjnene falder ud. Her har jeg samlet en håndfuld billeder, der understøtter den påstand.


Efter ugevis med alt for varme temperaturer er isbjergene begyndt at smelte. Et par hundrede meter fra min vakantboliger ophober de afbrækkede og smeltende isflager sig. Det er ret smukt. Billedet nedenfor er også taget der.

lørdag, februar 06, 2010

Grønlands vagabonder

Ligesom vagabonder har fjeldgængere forladt venner og familie og vendt ryggen til det moderne liv. Alligevel adskiller dette mystiske folkefærd sig på flere punkter fra de lirekassespillende vagabonder på de danske landeveje.

NUUK: En vagabond, forestiller jeg mig, er en godmodig mand med æblerøde kinder iført en slidt kaptajnsjakke med masser emblemer og pinds hæftet på brystlommen. Og en aflagt six pence på hovedet. Gerne ledsaget af en sød duft af for meget alkohol. Og let vejrende fra side til side bag en klingende lirekasse på et kræmmermarked eller i en baggård i København.

Mens jeg har dette klare - omend stereotype - billede af, hvordan en vagabond ser ud, er jeg næsten blank, når det drejer sig om fjeldgængere. Jeg forestiller mig dem klædt i skind fra top til tå, med kraftig skægvækst, skærende tænder og et vildt blik i øjnene. Og så gemmer de sig væk ude i fjeldene.

Mere er der ikke.

Nuvel, jeg har heller aldrig set en fjeldgænger. Men når jeg taler med grønlændere har de heller aldrig set en. Tilgengæld kan de fortælle masser af anekdoter om dette mystiske folkefærd.

fredag, januar 29, 2010

En nat med masser af kultur i Nuuk

Grønlandsk kaffe på thailandsk restaurant og til åbent hus i både Landstinget, politiet, kommunen og min arbejdsplads. Tag med til Kulturnat i Nuuk.


NUUK: Rundt omkring i bymidten står levende lys og blafrer i mørket foran butikkerne. Usædvanligt mange mennesker er i gaderne. Ikke fordi bydelen til dagligt er død om aftenen. Men det er sjældent at se forældre trille rundt med barnevogne så sent. Selv små inuitbabyer får lov at være længe oppe, når der er kulturnat i Nuuk.

lørdag, januar 23, 2010

Et fotoalbum: På rundtur i Nuuk

Fra liebhaverkvarteret med udsigt til Malenebugten til de tætbeboede betonblokke i bymidten. Tag med på en lille rundtur i Nuuks tre bydele: Qinngorput, Nuussuaq og Nuuk.

Qinngorput


Qinngorput er Nuuks nyeste bydel. Området er lidt fint – et slags liebhaverkvarter. Alting er meget nyt og i god stand. Boligpriserne kan sagtens måle sig med københavnske priser. Qinngorput er Nuuks svar på Frederiksberg eller Hellerup.

søndag, januar 10, 2010

Julen varer lidt længere i Grønland

Faktisk varer den helt til Hellig Tre Kongers Dag, den 6. januar. Julepynten hænger både i private hjem og gadebilledet frem til denne dato. Og så er der tradition for at klæde sig ud og slå med køller. Uden pis.

NUUK: Vil de slå mig med køllerne? Det spørgsmål melder sig, da jeg om aftenen står ved juletræet i Down Town Nuuk.

Et par meter væk fra juletræet løber en gruppe unge rundt med køller eller stave og slå efter hinanden. Kampen med køllerne er hverken et opgør mellem bander eller grove drengestreger. Om aftenen efter Hellig Tre Kongers Dag – den 6. januar – er der nemlig tradition for, at man klæder sig ud. Og hvis man ikke bliver genkendt, må man gerne slå dem som ikke har klædt sig ud med køller eller stave.

- En glimrende motivation for at klæde sig, bemærker en af mine gode kammerater i Danmark, da jeg fortæller ham om traditionen.


Juletræet lyser op i mørket, ligesom de orange julestjerner i vinduerne i Blok P. De kølleslående unge opretholder tydeligvis kun en del af traditionen. Ingen af dem er nemlig klædt ud.